Neofunktionalisme

Denne artikel omhandler svært stof. Der er endnu ikke taget hensyn til ikke-eksperter. Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken. Du kan hjælpe ved at skrive en letforståelig indledning. (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Neofunktionalisme (ny-funktionalisme) er en teori om europæisk integration, der forsøger at forklare, hvorfor der sker integration i EU. Det er både et udtryk for en central teori og en central strategi. Neofunktionalismen kan ses som en videreførelse af principper både fra føderalismen og funktionalismen, hvorfor strategien for neofunktionalisterne er at have en overstatslig politisk enhed, der styrer et samarbejde mellem stater i forskellige funktioner. Centralt i neofunktionalismen er spill over-effekten, der forklarer hvordan integration inden for en funktion medfører integration inden for en anden. Dette bygges eksempelvis på integrationsprocessen med det indre marked, hvor frihandel med kul og stål blev til frihandel generelt, hvorefter frihandel syntes at kræve fælles økonomisk politik og mønt.

Grunden til at institutioner udvikler sig er at der er et behov for det. EU er en af de institutioner, der udvikler sig meget pga. neofunktionalismen. Behovet er meget vigtigt at forstå for at forstå begrebet neofunktionalisme.
I det lange løb (og i en tid hvor demokratiet og enkeltmenneskets frihed og rettigheder er i højsædet) kan man ikke basere integration på politiske eliters forestillinger og beslutninger. Den almindelige borger må inddrages (jf. resultaterne ved de danske folkeafstemninger).

Dele af integrationsprocessen kan forklares – men man kan ikke bruge teorien hvis man vil forstå hvorfor europæiske lande afgiver væsentlige dele af deres suverænitet til EU.